På Mirabelle er du velkommen fra tidlig morgen til sen aften. Stemningen i det lille lokale er intim og afslappet. I sidder tæt og med kig ind i bageriet, hvor al bagværk og pastadej produceres i hånden hver dag.

Vi serverer et fokuseret, økologisk sortiment af mad og drikkevarer, afhængigt af tidspunktet på dagen. Der er altid mulighed for at vælge fra kortet eller snuppe en menu. Mirabelle frokost- og aftenmenu ankommer som små serveringer til deling mellem jer ved bordet og efterhånden som køkkenet har dem klar. I nyder maden i det tempo, der passer jer, deler, snakker og hygger jer.

Maden
Frisk pasta spiller sammen med ost og charcuteri fra husets eget mini mejeri og salumeria altid en stor rolle hos os men står sjældent alene. Vælger du en menu, får du altid en eller flere rene grøntretter undervejs.

Råvarerne
Vi holder af italiensk håndværk og danske råvarer. Hver dag kører et lille kokketeam de 40 km ud til Lejre og henter mælk, æg og grøntsager fra vores gård Farm of Ideas. Økologi er en basis, vi bygger det meste ovenpå, herefter kommer sæson, lokal produktion og kvalitet. Udover at producere egne råvarer har vi gennem årene knyttet tætte relationer til en lille skare af udvalgte småproducenter, der også lever og ånder for velsmag og råvarekvalitet.